Tina Buchholtz

Sanger, komponist, forfatter, underviser

En dejlig onsdag.



I går var en dejlig og produktiv dag. Fik lavet et korarrangement til 'The Rose' - fik øvet nogle af mine nye sange til den næste produktion 'Show me the way'. Kørte til Lystrup og havde koraften med Blueser og Ballader. Det var så opløftende og livsbekræftende. Vi øvede et af mine gamle numre 'Stjernefangst' fra 1999.

Og så sad jeg der og blev så rørt.

Sangen skrev jeg efter en gåtur en november-aften til købmanden med Tania på 2,5 år i hånden. Hun var/er et dejligt nysgerrigt menneske, og den aften var helt stjerneklar. Vi står længe og ser op på himlen og stjernerne, og pludselig strækker hun hånden op mod dem: 'Mor, vi skal have 'én med hjem til far.' og jeg prøver at forklare, at det kan man ikke. 

Men barnet insisterer. 

Da vi går hjem, har vi selvfølgelig stjerneskud i lommen.

Og alt det ramte mig så varmt og blødt der - midt i en øveaften med mit kor, som loyalt og blidt har taget min sang til sig. Mit hjerte slog et ekstra slag, da toner og ord strømmede imod mig:

"...Med din lille brune hånd i min,
går vi sammen ud i mørke nætter,
for at se en lille stjerne fin,
og fange nordlysstriber, som vi fletter."


Musik er simpelthen skønt. Jeg lever!
Se tidligere...