Russisk eventyr i Mellerup

02 Jan 2012 07:42 | Permalink
Skønne børn på Mellerup Friskole ur-opførte november 2011 min nye musical over det russiske folkeeventyr: Svanesøen! 
Det er som altid en dejlig livsbekræftende oplevelse at arbejde med alle børnene fra 0.-7. klasse.

Dejligt at opleve at i de i den grad bakker hinanden op - store som små - så resultatet er et fælles resultat.
En fælles succes.
Der blev i den grad spillet med liv og sjæl.
Tak til alle lærere for et ypperligt engagement - flotte kostumer - et dejligt orkester - et fantastisk samarbejde.
Og Tak til alle børn for dejligt samarbejde og mange skønne og sjove timer.

Tina

I Horsens kan man vinde en heks

09 Oct 2011 12:17 | Permalink


Find den musikalske legelyst frem og vind en heks

04. oktober 2011

En heldig børnehave kan på Spil Dansk dagen vinde en dag i selskab med Heksen Esmaralda.

Børnehaverne i Horsens er hvert år med til at fejre den danske musik på Spil Dansk dagen, og i år vil Horsens Kommune gerne belønne det bedste, mest opfindsomme, sjoveste eller skøreste arrangement blandt børnehaverne.

Vi opfordrer derfor børnehaverne til at være ekstra legelystne på årets Spil Dansk dag, den 27. oktober 2011. Vi håber at se en stor opfindsomhed blandt deltagerne og frem for alt at se en masse børn som morer sig til dansk musik. Alt fra dansekonkurrencer, til skuespil, korsang, musikalske tegninger kan bruges - så længe musikken er dansk er det kun fantasien som sætter grænsen.

På spil er endnu en dag med musik og sang i selskab med Heksen Esmaralda. Esmaralda er ikke helt som andre hekse. Hun er slet ikke ond, og kan ikke lide at forvandle folk til frøer. Det bedste hun ved, er at synge og danse, spjætte og lave sjov. Musikken er i centrum i Esmaraldas univers og det samme kan siges om kvinden bag heksen, Tina Buchholtz. Hun anvender til dagligt musikken i adskillige sammenhænge, fra børnekor og - teater med Heksen Esmaralda, til øvelser i teambuilding med musikken som formidler. Mange børn i Horsens kender allerede til heksen Esmaralda, fra hendes optrædener med Alletiders Børnekor i Forum Horsens tilbage i 2007 samt 2010. Her gav hun sammen med over 1200 børn fra hele Region Midtjylland en storslået oplevelse for store og små.

For at vinde konkurrencen skal børnehaverne sende billeder, samt en lille beskrivelse af deres arrangementer til tovholderen på projektet, Lene Bjarke Skov. Vinderen får direkte besked.

Spil Dansk dagen finder sted den 27.oktober 2011, hvor hele landet er inviteret med til festdagen for den danske musik. Koda er hovedarrangør af Spil Dansk Dagen, i samarbejde med en lang række af Danmarks største musik- og kulturorganisationer. Formålet med dagen er at sætte fokus på dansk musik – musik som er skabt og produceret af danske musikere, komponister og sangskrivere.

For yderligere information kontakt Lene Bjarke Skov, kulbj@horsens.dk og se mere om Spil Dansk dagen i Horsens på www.spildansk.dk/horsens

Musik styrker børnenes koncentration og sprog

27 Sep 2011 08:33 | Permalink
Martin Blom Hansen fra fagbladet Musikeren var på besøg da Musik, sprog og integration projektet havde sin afslutning.

Han har efterfølgende skrevet denne artikel til Musikeren

Læs artiklen her

Musik giver sproget et skub

23 Sep 2011 10:25 | Permalink
Journalist Mette Graugaard fra Horsens Folkeblad har skrevet en artikel i forbindelse med Musik,sprog og integrations-projektets afslutning på Sønderbro.

"Både børns sproglige, motoriske og sociale udvikling kan få et løft af musikken ..."
Læs hele artiklen ved at klikke på billedet af artiklen




Læs mere om projektet på www.musiksprogogintegration.dk

Se flere billeder HER
















Boomwackers. Et fantastisk instrument til at ledsage musikken, dansen, sangen, rim og remser m.m.








...

En musikalsk vand-dråbe

13 Sep 2011 07:49 | Permalink


Billeder af vand.
I går aftes var jeg vidne til en lille perle i Symfonisk Sal sat op af Aarhus, Horsens, Skanderborg, Viborg og Silkeborg Musik- og kreative skoler, samt dansere og musikere fra Koombi Cultural Centre i Burkina Faso.

Det var skønt at opleve, hvordan der blev spillet, sunget og danset på tværs af køn, alder, sprog og hudfarve. Der var en intens og fortættet stemning i salen. En varm strøm af mange unge menneskers energi strømmede ned imod os, der forventningsfuldt havde sat os til rette i den smukke sal.

Vi blev taget med på en musikalsk rejse af harmoni, disharmoni, sjove klange, skønne stemmer, kraftfulde danse og masser af livsglæde.

Koncerten fortolkede vand og de stemninger, udtryk og følelser der er heri; uhyggen, mysterierne, det blide og storm omsuste.
Den kunstneriske ledelse blev foretaget af Jakob Høgsbro, som også havde komponeret/arrangeret størstedelen af musikken til dette projekt.

Endnu engang bliver jeg bekræftet i, at musik kan noget. Musik kan nedbryde grænser. Musik kan opbygge fællesskaber. Disse børn vil for evigt bære noget af hinanden med sig videre i deres liv - på tværs af alting. Burkina Faso er ikke længere blot et sted, som vi ikke ved hvor er. Der er sat ansigter og lyd på.

Efter godt en time går vi ud i september blæsten fulde af lyd, liv og farver.

Tak for et dejligt projekt. Tak for en fantastisk aften.

Heksen Esmaralda - nu en trilogi.

06 Sep 2011 04:58 | Permalink



Esmaralda og heksene fra Titicaca

Den tredje bog om Heksen Esmaralda. En musikalsk historie om venskab og samarbejde og om at ville bidrage til fællesskabet.

Heksen Esmaralda får atter brug for sin musik, livsglæde og evne til at styrke fællesskabet. Hun får en dag besøg af den bolivianske heks Canela, der inviterer hende til heksenes stormøde, der kun holdes sjældent. Men nu det gået helt i hårdknude, og det er svært at få samlet heksene. Det er heksene fra Titicaca, der skal være værter. De har brug for den livseliksir, som de mange forskellige hekse plejer at brygge i fællesskab.

Men der er problemer med de gamle urhekse - havheksen Oceania, vindheksen Boreas, ildheksen Katla og den ældste af dem alle urheksen Mahognia, der lever i amazonjunglen.

Alle har deres egne ideer og forbehold og ingen lytter.


Esmaralda sender bud efter hjælp hos sin veninde polarheksen Tusnelda. Esmaralda følges med den sydamerikanske heks Canela til Bolivia og på rejsen møder de mange forskellige hekse, og inden længe har Esmaralda fortryllet dem alle og en løsning synes nær.


Men selv da de har fået alle til at møde op skal der bruges mange kræfter på at overbevise de andre hekse om vigtigheden af at arbejde sammen, men det er slet ikke så let for venskab og samarbejde kræver energi... og Canela, Esmaralda og Tusnelda bliver trætte...

Men så de får hjælp fra en uventet kant.

Esmaralda og heksene fra Titicaca indeholder udover historien 11 nye sange.


Højtlæsning, læs-selv, sang i klassen og koret samt teater. For skoler, for institutioner, for musikskoler, for hjem og for sjov. 4-12 år.

Alle sange er endvidere arrangeret for børnekor.

Cd'en indeholder som vanligt musikken med og uden sang. Lige til at gå til.

Et stort projekt afsluttet med succes

03 Sep 2011 07:20 | Permalink


Så blev for mit vedkommende sidste gang, at i forbindelse med dette udviklingsprojekt skulle undervise børnene fra Sønderbro.
Egmont Fonden, som har støttet dette projekt, var mødt op for at overvære musikken. det giver anledning til nogle refleksive tanker.


Musik. Sprog. Integration.

Det var de tre ord, jeg havde sat i fokus, da jeg tilbage i 2006 tog initiativ til dette projekt og henvendte mig til skoleleder på Søndermarkskolen, Horsens og Sønderbro Kulturhus’ formand Mogens Falk. Jeg havde på daværende tidspunkt arbejdet som musikpædagog og musikkonsulent i flere forskellige projekter samme sted - bl.a. projektet ’Musik til Alle’ igennem Horsens Musikskole - og havde set hvordan børnene udviklede sig igennem diverse projekter, koncerter, små forestillinger og musicals. Ikke blot musikalsk men også personligt og socialt. Hvordan de blev en del af en fælles succes.

Det var til tider en meget hård proces - for fælles succes kræver en fælles forståelse, og forståelse opnår man gennem kommunikation.. Jeg ville gerne lave et musisk udviklingsprojekt, der kunne forbedre børnene på Sønderbros muligheder for at kommunikere og navigere i et komplekst samfund. Klar og tydelig kommunikation, hvor du kan udtrykke dine ønsker og dig selv i overensstemmelse med den du synes, du er, kræver et (vel)udviklet sprog.


Min påstand var dengang og er stadig;

1) Ingen kan udvikle et sprog uden at have en trang til at udtrykke sig,
2) at musikken, fordi den er følelser, netop stimulerer denne trang.


Det er derfor evident, at der skabes et fælles kulturelt fundament - et sådant tager sin begyndelse med fælles oplevelser - fælles referencer - fælles repertoire. Her kan musikken som sagt gøre en væsentlig forskel. Fordi den rummer så meget mere end musikken.


Musik og kvalitet som udgangspunkt
Mit udgangspunkt har været musikken. Det er ved flere lejligheder vist og bevist, at alene det at beskæftige sig bevidst med musik gør en generel intellektuel forskel. Den påvirker evnen til at indlære, strukturere og huske. Adskillige er de (forsknings)projekter, der har belyst og stadig belyser dette emne. Jeg har derfor valgt at arbejde meget konkret med musikken og dens parametre.

Jeg har gerne villet inspirere børn og voksne til at arbejde hårdt med musikken. Give dem øvedisciplin, lære dem at være udholdende, og gennem et tydeligt krav om fokus, koncentration og nærvær fra alle og et krav om at gøre sig umage - med andre ord kvalitet, har timerne givet grobund for musisk kreativitet.

Det gav i starten nogle interessante og udviklende samtaler mig og pædagogerne imellem. For det er tilsyneladende ikke sådan, at der arbejdes så specifikt med et fag i en daginstitution med et samtidigt ønske om implementering i hverdagen. Man arbejder ikke bevidst med evnen til at differentiere, og man arbejder ikke bevidst med begrebet kvalitet.

Men at give børn og voksne redskaber til at glemme sig selv i den musiske handling giver samtidigt redskaber til at kunne fordybe sig i hvad som helst. Og med det stadig udtalte krav om kvalitet, er det ikke godt nok bare at være med for den, der kan mere end det. Alle skal yde deres bedste. Og børn er altså ikke dumme. De ved godt selv, hvornår de eller de andre har gjort sig umage.

Men det kræver en accept af et hierarki. Jeg ved noget, du ikke ved, som jeg gerne vil lære dig - hvis du vil! Og børn og voksne har villet. Ellers kunne projektet ikke have opnået så stor gennemslagskraft på det musiske og sociale område.

Et lille eksempel på denne accept kom fra en af drengene, der godt ville pointere at han gerne ville lære noget, da jeg spurgte: ”Hvad er det nu ordene ’fokus, koncentration og nærvær’ betyder?”

”Det betyder, at vi skal høre efter og gøre os umage. Og så skal vi ikke give op for så lærer vi ikke noget, og så kan man kun komme til at samle hundelort op, når man bliver voksen!”

Sådan. Den sad! Hvor var jeg glad for, at det ikke var mig, der sagde det. For det havde en enorm effekt - på den gode måde.

Politisk mod i fremtiden

Det vigtigste for mig er, at dette projekt har været med til at bygge broer gennem disse musiske fællesoplevelser - med et fællesrepertoire - en fornemmelse af, at vi har et begyndende fælles kulturelt fundament at stå på. Jeg kan se at det har givet børnene mod og trang til at kommunikere. Gøre sig selv tydelig i en fælles sammenhæng.

Det har været enormt livsbekræftende at arbejde så intenst igennem 3 år med netop disse børn. Men jeg må igen pointere at dette projekt ikke havde kunnet lade sig gøre uden den ekstra økonomiske støtte og slet ikke uden de mange pædagogers positive tilgang og indsats.

Det er indlysende for mig at sådanne projekter burde være permanente tiltag og ikke blot projekter. Hvis vi samlet set vil hæve os, forbedre os, udvikle os, udfordres og være innovative kræver det en indsats. Så mit ønske er, at der i fremtiden vil være politisk mod til at afsætte midler til, at vores børn får de bedste muligheder og redskaber for at kunne udvikle sig selv, hinanden og vores samfund.

Tak til Egmont Fonden for at tro på et sådant projekt
Tina Buchholtz

Åndeligt Pusterum

06 Nov 2010 02:17 | Permalink

Så har jeg atter været i Frankrig for at undervise på Claus Møllers kurser i Practical Leadership.
På kursus nummer 50!

Det er hver gang en fornøjelse at være i de smukke omgivelser, der den perfekte ramme for indlæring. Der er smukt og lækkert og der er kræset for detaljerne - lige fra materialerne, maden, de fysiske rammer og udsigten.

Det er hver gang en stor fornøjelse for mig at være musisk ansvarlig på kurserne - at få deltagerne til at synge sammen som et kor - også selvom, det ikke er alle, der har prøvet at synge i kor før - endsige overhovedet synge før.

Dette musiske åndehul er med til at give både energi til enkelt personer og gruppen og bl.a. derigennem sikre størst mulig indlæring i den øvrige undervisning, som Claus Møller meget underholdende og kompetent tager sig af.

Og så har musikken og korsangen så mange muligheder for metaforer, der referer direkte til begreber som; Tidsplanlægning, deadlines, målsætning, strategi, ledelse, employeeship, succes, performance osv. - osv.

Begreber der aldrig forældes og derfor hele tiden skal være på dagsordenen.

På kurserne er der sørget for at det mellem undervisning og planlagte aktiviteter er muligt at få det Claus Møller kalder et Åndeligt Pusterum. Der er en unik måde at få al stress ud af krop og sind og give plads til kunne få balance mellem privatliv og arbejdsliv.

Du kan læse mere om kurserne her PRACTICAL LEDADERSHIP

Musik giver demokratiske redskaber

16 Mar 2010 01:54 | Permalink
For nu snart 2 år siden søsatte vi i Horsens vores store udviklings og forskningsprojekt: Musik-sprog og integration.

Jeg arbejder med førskolebørnene i børnehaverne samt deres skolestart på Søndermarskskolen.
Det er så skønt at opleve hvordan både pædagoger, forældre og børn har taget imod projektet.

Det er så livsbekræftende at ankomme til børnehaverne og blive modtaget yngste (som jeg slet ikke har) med sang og benspjæt, og så erfare, at det er noget de har lært fra de andre børn, som jeg underviser. Det er med til at opbygge et fællesskab med fælles referencer og repertoire.

For det er netop et af mine mål med dette projekt; at der opbygges gode relationer og fællesskaber. For derigennem bliver børnene trygge og kan udvikle sig frit. Derigennem får de mod og redskaber til at kunne navigere i et komplekst demokratisk samfund.

Og det er min oplevelse og påstand at musikken hjælper godt på vej.
På den enen side kræver musikudøvelse - uanset niveau - disciplin, på den anden side gives der plads til stor individualitet. Og det er jo netop det et demokratisk samfund rummer: fælles regler for samværet med plads til og brug for den enkelte.
I musikkens verden kan man straks høre om alle spiller med eller mod hinanden.. kun når vi spiller rigtigt sammen virker den.
Og børn kan ikke narres de ved det selv.

Derfor er det så skønt og livsbekræftende at blive modtaget med sang og dans samt et krav om at det da også snart må være deres tur til at lege musik med de store.


Læs mere om projektets start i Kristeligt Dagblad

Konfirmander og kirkekor

15 Mar 2010 01:35 | Permalink
Det blev en skøn dag i Hellevad Kirke i Klokkerholm, Vendsyssel.
20 konfirmander og 10 kirkekor-sangere havde sammen med deres to organister g korledere sat hinanden i stævne i lørdags (13. marts) og inviteret undertegnede til sammen med min pianist Henrik Tue Bjerg lave en gospel-workshop med efterfølgende koncert.

Det blev en vidunderlig dag med melodier inspireret af det oprindelige rå afro-amerikanske udtryk samt den lyse og noget lettere skandinaviske tone. Og udenfor kunne vi nye pauserne i den første skarpe forårs-sol, der fik isen og sneen til at smelte.

Det er så livsbekræftende at arbejde med netop denne gruppe af unge, der er så fulde af liv. Dejligt at mærke at vi på en gang kan være seriøse og løsslupne sammen. For sådan en dag handler for mig meget om at opbygge fællesskaber - opbygge et fælles kulturelt fundament - det højner vores forståelse af og respekt for hinanden.

De unge mennesker tog solen med ind i kirken og efter en intensiv arbejdsdag lavede de alletiders koncert for de 100 publikummer så der også der opstod et fællesskab.

Læs mere om dagen & koncerten i Nordjyske Stiftstidende
Se tidligere...